Lad os være fælles om at gøre forskel

Mange har spurgt mig, om tiden nu også er den rigtige til at sætte et nytænkende kantinekoncept i verden?

Både lokalt og globalt trækker pandemien tunge spor, og mange brancher oplever store udfordringer. Det gælder også kantinebranchen, som lige nu lider under, at mange medarbejdere arbejder hjemmefra, og en del virksomheder har omlagt eller lukket deres kantine midlertidigt. På den måde kunne tidspunktet være mere oplagt.

Men på den anden side viser den seneste udvikling, at restauranter og detailhandel har oplevet markante stigninger i danskernes kødforbrug, siden COVID-19 ramte i marts. Og det på trods af, at vi alle sammen godt ved, at klimaet ikke kan vente på vaccinen eller noget andet for den sags skyld. Så ja, tidspunktet kunne på den ene side være mere oplagt. På den anden side har der aldrig været så stort behov for forandringer. Derfor giver jeg nu mit bud på fremtidens kantinefrokost: The Lunchroom.

Smagen og madglæden er vores kompas
Vi ved, at maden til mange er et af de steder, hvor vi kan gøre en kæmpe forskel. Men mad er kun bæredygtigt, hvis det bliver spist. Bragende velsmag er afgørende, hvis vi skal lykkes med at dreje de hundredtusindvis af måltider, der hver dag indtages i virksomhederne, i den rigtige retning.

Derfor vender jeg, efter tre år væk fra kantinebranchen, nu tilbage med The Lunchroom, som er mit ydmyge bidrag til at gøre verden lidt bedre end i går. Og det indenfor det område, hvor jeg har allerstørst erfaring: Kantinebranchen, som hver dag har ansvar for hundredtusindvis af måltider. Det ansvar forpligter.

Verden hænger uløseligt sammen, og kun i fællesskab kan vi forandre den. Derfor arbejder The Lunchroom lige så aktivt med velsmag som med de otte af FN’s Verdensmål, der berører vores branche. Vi vil levere en frokost, hvor respekten for mennesker, miljø og råvarer spiller en lige så stor rolle som smagen.

Det inspirerende måltid er vores hjerte. Med madglæde, overraskende sammensætninger og inspirerende retter vil vi sikre, at tallerkenerne bliver tømt. Vi aflyser den store buffet med al dens madspild, mens vi portionerer og skærer ind til det væsentlige. Vi bruger råvarer fra nær, men også fra fjern – når det giver mening, og når det understøtter en produktion, som er socialt og klimamæssigt ansvarlig.

Vi gør grøntsager til stjernen, og vi krydrer dem med smage fra hele verden, mens vi giver kødet en birolle, som handler mere om kvalitet end om kvantitet. På den måde skaber vi en frokost, hvor ansvarlighed baner vejen for en oplevelse af mangfoldighed og nye veje til velsmag. På den måde skaber vi værdi for vores kunder, som vil det samme som os. På den måde rykker vi ved noget. Sammen.

Et fælles anliggende
Selv om vi ikke kan samles, som vi vil, så indbyder tiden lige nu i den grad til fællesskab. Vi står midt i en global brydningstid, hvor vaner, mønstre og strukturer opløses, mens nye kommer til. Derfor vælger jeg at se den her sårbare periode som en tid for nye idéer. En tid, hvor jorden skal gødes på ny for at blive frugtbar, og ikke mindst en tid, hvor vi for alvor kan lære værdien af at løfte i flok. For ja, det kan godt være, at corona-krisen har stjålet rampelyset fra tidens mest presserende problem – klimaforandringerne. Men pandemien er også en vigtig påmindelse om, at vi kan blive ramt af en global krise, som lynhurtigt kan blive et fælles anliggende. I denne tid er det bare ikke nok, at vi kun hjælper os selv.

Præcis som pandemien er klimaforandringerne et problem, vi må løse i fællesskab. Ingen kan løse det alene. Temperaturen stiger, indlandsisen smelter, verdenshavene dør, og uligheden stiger. Og mens det er de rige landes udvikling og vækst, som har ført til store CO2-udledninger, så rammer konsekvenserne de mest sårbare nationer først og hårdest. Vi skal gøre noget, og vi skal gøre det nu. Klimaforandringerne venter ikke på nogen. Det er derfor, at jeg har besluttet mig for igen at rette min energi mod et område, hvor jeg ved, at jeg kan gøre en forskel.

Jeg har glædet mig helt enormt til det her. For jeg har længe haft lyst til at komme tilbage. Jeg har savnet kantinebranchen, og jeg har savnet de berigende relationer, samtalerne og inspirationen fra både kunder, medarbejde og leverandører. Men tiden skulle være rigtig. Måske lyder det paradoksalt, men på mange måder synes jeg, at tiden er helt rigtig lige nu.

Jeg håber, at du vil gøre en forskel sammen med mig.

Merete Holst